Beast/Resumé
10-årige Benjamin lever med sin mor og far på en gård ude på landet. Faren, John, er voldelig og truende og viser kun kærlighed overfor hunden Kenzo. Benjamin ved godt, at John slår Benjamins mor, men det er ikke noget, som moren vil indrømme over for Benjamin.
Da Benjamin og hans mor er på vej ind til Benjamins mormor, begynder næseblodet at løbe kraftigt fra Benjamins mor. Hun forsøger at bortforklare næseblodet ved at henvise til trappen, der skal laves, men Benjamin fortæller, at han ikke længere tror på trappehistorien. Han ved godt, at det er hans far, der har slået hende. Benjamins mor beder ham om at hente en ny bluse og bryder derefter sammen, imens Benjamin kigger på hende.
Da Benjamin vender tilbage til gården, holder John ham tilbage, da han hører, at Benjamins mor har fået næseblod. John truer Benjamin til at have den rette opfattelse af, hvad der er sket med moren og beder ham efterfølgende om at få Kenzo indenfor.
Benjamins mor kommer tilbage til gården, da Benjamin ikke er kommet tilbage. Hun spørger John, hvor han er, men John svarer kun ved at spørge efter Kenzo. I mellemtiden er Benjamin løbet væk fra huset med Kenzo i armene. Han kommer frem fra sit skjul, der hvor hans forældre står og kræver, at John siger undskyld for at have slået hans mor. John overhører ham og insisterer på, at han afleverer Kenzo til ham. Moren forsøger at løse konflikten ved at afvise, at John slår hende. Benjamin løber væk med Kenzo og stiller sig ved en brændende olietønde. Da forældrene kommer hen imod ham, gentager han kravet om, at John skal sige undskyld. Det gør han ikke, i stedet slår han Benjamins mor hårdt, så hun falder om på jorden. Benjamin løfter Kenzo og kaster hunden ned i den brændende olietønde.
Benjamin stikker af og løber ud mod markerne, men John indhenter ham hurtigt og overfalder ham med slag. Benjamins mor kommer til sig selv og skynder sig ud for at hjælpe Benjamin. Med en sten, som hun har samlet op på vejen, slår hun John hårdt i baghovedet, så de kan slippe væk fra ham.
Da Benjamin og hans mor gør klar til at køre fra gården, dukker John op igen og stiller sig i vejen for bilen på stien ind mod huset. Benjamins mor fortsætter dog kørslen for fuld fart ind i John, der rammes hårdt og ender livløs for foden af det ene bildæk. Benjamin og hans mor afventer livstegn fra John et øjeblik, inden de igen starter biler og kører endegyldigt væk fra gården.